Jagt på havpattedyr

Jagt på havpattedyr

posted in: havpattedyr | 0

Fundet af harpuner fra ældre stenalder hører til nogle af de mere sjældne oldsagsformer, men på Ronæs Skov bopladsen i Gamborg Fjord, er der fundet 2 harpuner: 1 velbevaret C-type harpun af rådyrtak, og et brudstykke af en vandrullet A-harpun, fremstillet af hvalknogle.

C-type harpunen, hvor den yderste spids er brækket i forhistorisk tid, er 21 cm lang og 2.5 cm bred ved basis. Den er fremstillet af en svajet rådyrtak, der har haft to sprosser.
Den ene sprods er skåret væk, mens den sprods der har siddet nærmest spidsen, er savet af hvorefter basis er forarbejdet til en modhage.
Basis er forarbejdet i den hårde knoglemasse mellem rosen og pandeben og består af to modstående og skrå anlægsflader i samme plan som modhagen; på begge sider har man ladet en smule af rosenkransen sidde tilbage for at give et godt fæste til fangstlinen.
Harpunen stammer fra en aflejring, der er C 14 dateret til at være samtidig med eller yngre en 4215 – 4015 f. Kr. (kal) d.v.s Yngre Ertebølletid.

Brudstykker fra type A- harpunen stammer fra en enradet harpun fremstillet af hvalknogle.
Den har sandsynligvis haft et lige symmetrisk og spidsovalt omrids, med en spids-trekantet odde, og med 3 modhager ved den ene kant. Basis på denne type harpun er i de fleste tilfælde lang og tungeformet, men der kan også forekomme enkelte typer der er korte og med et mere rektangulært omrids. Ca. 5 cm fra basisafslutningen, som kan variere lidt, har der været boret et hul i midten af harpunen til et linehul.
Længden af harpunen kan have været mellem 12.7 – 27 cm, bredden mellem 1.8  –  4 cm og tykkelsen  mellem 0.8  – 1.5 cm.

Udsmidslagene fra Ronæs Skov bopladsen indeholder mange knogler af marine pattedyr først og fremmest sæler og mindre hvalarter, men også en del knogler af storhvaler hvilket afspejler at jagt på havpattedyr har spillet en særlig vigtig rolle.
Især marsvinet er almindeligt forekommende i danske fund fra Atlantisk tid. Denne hvalart forekommer jævnligt på Ertebølletidens kystbopladser, så hvorfor skulle datidens befolkning ikke have drevet den samme type organiserede drivjagt på disse dyr, som den er blevet praktiseret helt op i vores tid
Sødygtige stammebåde fra Ertebølletiden er velkendte fra Danmark også fra Lillebælt hvor der er fundet 3 stammebåde i Tybrind Vig og en stammebåd i Gamborg Fjord.
Også net også kan have været anvendt hvilket antydes af tilstedeværelsen af forholdsvis tunge netsynk på flere Ertebølleboladser.

De første skriftlige kilder hvor der berettes om marsvinejagt i Lillebælt går tilbage til Kong Hans` tid (1481 – 1521 ), hvor det af hoffets regnskabsbog fremgår, at man har fået leveret marsvin eller marsvineflæsk i perioden fra 1508 – 1511.

Det som i tidligere tider skabte grundlag for marsvinejagten i Lillebælt har været marsvinets massive ind- og udvandring til og fra Østersøen som har eksisteret lang tilbage i tiden.
Jagten foregik fra Mortensdag til Kyndelmisse, altså i månederne fra november til februar, hvor
marsvinene begynder at søge nordpå gennem Øresund og Bælterne, hvor Lillebælt med de mange vige fjorde og indskæringer var som skabt til denne form for drivjagt.
Selve jagtområdet lå syd for Middelfart og opgaven gik ud på at stoppe de nordgående marsvineflokke ved Fænø og lede dem ind i Gamborg Fjord, der fungerede som en slags naturlig ruse og frem til fangstpladsen ved Svinø i Ellebæk Vig.
Det var nemt at blokere det smalle farvand, og når en flok marsvin først var under drev, gik det helt af sig selv, men jagten var baseret på organisation og perfekt samarbejde mellem jægerne for at opnå et heldigt resultat

”Fuldt selskab” kaldtes det, når alle mand var på havet, hvilket var ti robåde med tre man i hver. Bådene var delt op i tre hold, og havde hver deres bestemte funktion og aktionsområde. Yderst lå ”udholdet”, der skulle observeres marsvinene og ved signalering underrette de andre om positionen, og i hvilken retning de svømmede.
Når flokken havde passeret ”udholdet” tog ”søholdet” over, og med råben og slag i vandet med kæppe skræmte de marsvinene over mod det næste hold ”fjordholdet”, hvis opgave det var at få
dyrene blev drevet ind på grundt vand, hvor hvalflokken blev indespærret ved hjælp af forskellige typer garn for derefter at blive nedlagt og parteret.
At der har været tale om betydelige byttemængder fremgår af de historiske kilder som beretter, at den sæsonmæssige marsvinejagt i Lillebælt svingende mellem 500 – 2000 dyr og at dagsfangsten lå på 15 – 40 dyr.

Forestiller vi os at marsvinejagten er foregået på nogenlunde samme måde i Jægerstenalderen er der nogle topografiske ændringer der skal tages højde for.
Stenalderfolket kan ikke have anvendt den samme fangstplads i Ellebæk Vig, som de senere marsvinejægere brugte, da den var landfast på dette tidspunkt.
I stedet for kan de have anvendt den inderste del i Gamborg Fjord som dengang havde af et stort nor, som har kunnet lukkes af med net.
Hertil kommer, at fangsten af marine pattedyr ikke udelukkende har været et spørgsmål om kød og skin, som man ellers kunne være tilbøjelig til at tro ud fra bopladsernes knogle mængder, men kan også have haft en anden og lige så stor og større betydning, fordi den har været en vigtig anledning til social kontakt mellem fangergrupperne.

Marsvinenes cyklus har været ens
Mens de senere marsvinejægerne drev marsvinejagten kommercielt og anvendte 10 både har stenalderfolket kun haft brug for en enkelt flok marsvin en gang imellem. Derfor har de kunne nøjes med et antal mindre både fra det tidspunkt flokken blev opdaget og drevet ind i Gamborg fjord.

Når man læser om marsvinejagten og udnyttelsen af dyret gennem tiderne er det mest spækket og trankogeriet der bliver omtalt. Spækket blev hovedsageligt udnyttet ved at der blev kogt tran som bl.a. blev anvendt til gadebelysning og gadelamper.
Tranlamper kendes fra omkring 1600 tallets slutning og helt op til omkring 1860 – en skålformet beholder lavet af tynd jernplade.
I Jægerstenalderen anvendte man også tranlamper af ler, som vi kender to hele eksemplarer fra Tybrind Vig og forholdsvis mange fragmenter (7 stk.) fra Ronæs Skov bopladsen.
I den forbindelse er det interessant at konstatere, at ”lamperne” først dukker op i yngre Ertebøllekultur – altså samtidig med at harpunerne bliver særlige hyppige.

Om marsvinekød er spiseligt er der ikke mange beretninger om. Vi fra optegnelser fra Kong Han`s hof, at man fik leveret marsvineflæsk, som temmelig sikkert har været anvendt i husholdningen.
En beretning i Middelfart avis fra januar 1862 giver en glimrende beskrivelse af hvor god en marsvinebøf kunne være.
”Et selskab af redere og andre gik i forgård ombord i M/S Bjarke og ledsagede skibet lidt ned i bæltet. Kaptajnen serverede undervejs for sine gæster en frokost bestående af en lækker bøf med æg, der smagte fortræffentligt; man roste tillavningen og gjorde kun en enkelt bemærkning om, at kødet var noget mørkt, hvortil værten svarede, at det vistnok kom af, at det havde hængt nogle dage i kabyssen. Først da selskabet gik fra borde underrettedes man om, at den lækre ret var lavet af ”marsvinekød”.

At der har været hvaler i Lillebælt i ældre stenalder ved vi fra Tybrind Vig udgravningen, hvor der i udsmidslagene ud for bopladsen blev fundet et 116 cm langt ribben fra en stor hval, med tydelige snitmærker og gnavemærker efter hundetænder.
Også på Ronæs Skov bopladsen er der fundet flere fragmenter af hvalknogler hvor det største stykke er et større stykke af et ribben fra en hval. Ribbenet var 36 cm langt og 8 cm bredt og stammer fra en stor ubestemmelig hval.
Den nederste del af hvalknoglen er omhyggeligt overhugget med en økse. På ribbenets inderside ses et rundt hul efter et fangstvåben (harpun eller rund benspids) der er trængt ind, men ikke igennem knoglen.

Et fund fra Ronæs Skov er antageligt et sådant ”kastetræ” som hermed for første gang er påvist på en Ertebølleboplads:
Det eneste våbenform til havjagt, der endnu mangler i det danske fundstof er ”kastetræ” til at kaste harpuner.
Det er fremstillet af elmetræ og er meget elegant udformet med et ca. 65 cm langt håndtag, der afsluttes i et tungt golfkøllelignende hoved.

Harpunen har været et vigtigt og specialiseret fangstredskab, der har været uundværligt ved jagt på havpattedyr. At harpunerne især har været anvendt ved fangst på sæl (evt. også hvaler) er sandsynligt – især på steder og årstider, hvor disse dyr levede spredt og derfor var vanskelige at nedlægge
Faunalevnene fra de danske Ertebøllebopladser viser, at der i denne periode især blev drevet jagt på gråsæl (Halichoerus grypus), men også grønlandssæl (Phoca groenlandica) optræder jævnligt; hertil kommer desuden ringsæl( Phoca foetida) og spættet sæl (phoca vitullina, men i mandre antal. Yderligere findes der jævnligt knogler af marsvin( Phocaena phocaena(L.) og de lidt større hvaler såsom spækhugger (orca gladiator) og øresvin (Tursiops trunchatus.
Hyppigst er det gråsæl, der er tilstede på de fleste danske Ertebøllebopladser og som må have været langt den vigtigste erhvervsmæssige ressource blandt de danske farvandes sæler og småhvaler.
Den regelmæssige og jævnlige forekomst på næsten alle kystbopladser tyder på, at sæler har været en vigtig ressource. Dyret giver både et velsmagende kød og værdifuldt spæk samt gode skin.. Et yderligere argument for betydningen af jagt på havpattedyr er forekomsten af et specialvåben som harpun og de karakteristiske Ertebølle spæklamper hvilket der er fundet mange brudstykker af på Ronæs Skov bopladsen.
Sælknogler stammer fra alle skeletdele hvilket må betyde at disse dyr jævnligt, men nødvendigvis ikke altid blev hjembragt i hel tilstand til bopladserne. Talmæssigt er knoglerne af sæl imidlertid forholdsvis sparsomt forekommende på Ertebøllebopladserne. Det afspejler næppe disse dyrs virkelige betydning for datidens fangstsamfund, men er nok snarere enten en følge af de forskellige nedbrydende/ødelæggende forhold der har påvirket faunaresterne fra stenalderen til i dag., såsom knoglerne kan være ædt væk af hunde. Eller de fedtholdige knogler kan have været anvendt som brændsel – blot for at nævne nogle enkelte, som kan have påvirket sælknoglernes tilstedeværelse på bopladsernes  forhold.
Endelig må det ikke glemmes, at denne fangst både var stærk sæsonpræget, intensiv i en kort periode og samtidig foregik fjernt fra bopladserne på øer, rønner, rev og grunde m.m., hvor der normalt er meget dårlig bevaringsforhold for organisk levn. Og som samtidig er lokaliteter, der på grund af topografiske og geologiske forhold altid har været særlig udsatte for senere at blive skyllet bort af havet – evt. en kombination af disse forhold.
På sådanne steder kan man enten have spist kød og spæk, eller disse råvarer er blevet hengemt i gruber eller tørret for så senere at blive bragt hjem til bopladserne.

Hvilken fangstmetode, der har været benyttet ved Ertebølletidens sæljagt, må have været betinget af arten. Gråsæl nedlægges nemmest på ynglepladserne, hvor den træffes i stort antal om vinteren. Her fortæller mange historiske kilder, at der ved sådanne lejligheder oftest blev benyttet køller eller net. Harpunerne er derfor i høj grad blevet anvendt til de andre sælarter samt til jagt på gråsæler ude på havet i forårs- og sommer- og efterårsperioden, hvor de lever spredt i farvandene og derfor oftest må jages til søs og enkeltvis.

I denne sammenhæng skal de nyere C13 analyser af menneskeknogler fra Ertebølleboladserne også nævnes. Disse undersøgelser viser, samlet, at i hvert fald den kystboplads Ertebøllebefolkningen i overvejende grad levede af havets fødekilder, og at mængden heraf i grove træk har svaret til, hvad der kendes fra Østgrønland.
Ertebølleharpunerne har været anvendt til jagt på marine pattedyr som sæler, mindre hvaler (marsvin, delfin spækhugger) og formodentlig også på større hvaler. De hyppigste og vigtigste byttedyr har været gråsælen og marsvinet.

Knoglerne af disse dyrearter er ikke dominerende på kystboladserne, hvilket sikkert er en kombination af at knoglerne har været udsat for mange forskellige medbrydningsprocesser i de forløbne årtusinder og det forhold, at jagten på havdyrene oftest enten foregik på åbent hav eller på rev, rønner og små øer langt fra hovedbopladserne.
De marine pattedyrs reelle betydning for de datidige Ertebøllesamfund understreges dels af undersøgelser af næringsværdi af de sæler, der er fundet i f. eks. Meilgård-køkkenmøddingen, dels af de knogler af disse dyr stort set altid er tiltede på bopladserne – selv på de mindste og på steder med dårlige bevaringsforhold. Et der også udvikles et specialvåben som harpunen (og i flere hovedtyper og varianter) samt forekomsten af de såkaldte ”spæklamper” (også i yngre Ertebølletid) peger ligeledes i samme retning. Hertil kommer, at knogler af marine dyr også findes på indlandsbopladser. De betragtninger, der kan fremføres til fordel for at jagt på marine arter som sæl og småhvaler har været af væsentlig større betydning for Ertebøllekulturens erhverv end tidligere antaget, gælder formodentlig også for de større hvalarter.

Hans Dal
Marine-Arkæologisk-Gruppe

Share on FacebookShare on Google+Email this to someone