Seniorsommerlejr i Gamborg Fjord 2004

Seniorsommerlejr i Gamborg Fjord 2004

Alderen er ingen hindring for at opnå en spændende dykkeroplevelse

”Undervands-amatør-arkæologer dykker ned i fortiden”, står der på Marine – Arkæologisk – Gruppes T-shirts.
For tredje år i træk tilbragte gruppen, som efterhånden består af en lille håndfuld seniordykkere, deres sommerferie i Gamborg Fjord på Vestfyn, med at dykke på den undersøiske stenalderboplads ”Ronæs Skov”.

Bopladsen er resterne af en basisboplads fra Ertebøllekulturens yngste del, C14 dateret til
ca. 4.300 – 4.100 f. Kr.
At bopladsen i dag findes under vandet skyldes de geologiske og topografiske ændringer der er sket med landskabet siden oldtiden.
For ca. 15.000 år siden sluttede istiden og siden er det sket en omfattende ændring af havspejlet, som for omkring 7000 f. Kr. steg ca. 30 meter på kun 600 år.
Denne voldsomme havstigning ændrede kystforløbet og skyllede bopladsens bebyggelse bort, så det kun er selve ”udsmidsområdet” ud for selve bopladsen, der er tilbage.
Sideløbende med havstigningen er der sket en ”vipning” af landet omkring en linie som strækker sig fra Nissum Bredning til Nordfalster.
Det skyldes, at jorden endnu er påvirket af isens tryk for tusinder af år siden.
Under den 100.000 år lange istid, som dækkede hele norden og strakte sig ned i mellem Europa, var isen nogle steder op til 3.000 m tyk.
Ismassen trykkede på den elastiske jordkappe, som ligger under jordskorpen, og tvang derved klippe- og stenmasser ud af området. Nogle steder havde isen trykket jorden næsten én kilometer sammen. Da isen smeltede lettede trykket på jordskorpen som nu forsøger at genindtage sin
oprindelige form, og derfor sker der fortsat en landhævning.
Herved er kystbopladserne i den syd-sydvestlige del af landet kommet til at ligge dybere og dybere under havoverfladen. I Gamborg Fjord ca. 2-2½ meter, og ved østersøkysten ned til ca. 12 m
Det modsatte er tilfældet mod nord-nordøst, hvor datidens kystbopladser i dag ligger på tørt land.
Ved Frederikshavn ca. 13 meter over havets overflade og ved Ångermansland kystområdet i Sverige, hvor den største landhævning har fundet sted, ligger stenalderkystlinien i dag ca. 285 meter over havoverfladen.

Der er ingen forskel på en undersøisk stenalderboplads og en tilsvarende boplads på land. Forskellen ligger i de ekstreme gode bevaringsforhold for organisk levn – først og fremmest træ – som har ligget under konstant fugtige forhold i de iltfattige gytjelag (dynd af findelt plante- og dyredele) på de undersøiske bopladser.

Før at sommerlejren i 2004 kunne løbe af stablen var der er gået mange timer med forberedelse, transport af materiel og opstilling af basis- og gravelejr.
Hertil kommer, at der efterfølgende gik mange timer med hjemkørsel og renovering af udstyret efter udgravningens afslutning.

Udgravningsholdet – en seniorgruppe – med en gennemsnitsalder på ca. 55 år, hvor den yngste var 40 år og den ældste var 71 år, bestod af 8 personer; hvoraf 5 dykkere foretog udgravningsarbejdet under vandet, to ”landkrabber” tog sig af alt det landbaserede arbejde, mens en kok der sørgede for morgenmad, aftensmad og indkøb.
Basislejren var oprettet på den nærliggende Ronæs Strandcamping, hvor deltagerne boede i egne telte og campingvogne. Et stort festtelt fungerede som spise- og fællesrum.
Arbejdsdagen startede med morgenmad kl. 08.00 og afsejling kl. 09.00 til udgravningslejren, som lå ca. 5 min. sejlads fra campingpladsen
Hver morgen blev der smurt en madpakke til hver enkelt deltager. Hertil kom frugt og drikkevarer som deltagerne selv kunne tage efter behov.
På denne måde kunne gravearbejdet holdes i gang hele dagen igennem uden afbrydelser. Skulle vi have sejlet tilbage til campingpladsen for at holde frokostpause, ville det have givet et afbræk i arbejdet.

Gravelejren var indrettet på et lille græsareal som lå helt ud til vandet. Her var opstillet en skurvogn, et telt til opbevaring af materiel, samt en dobbelt toiletvogn.
En Bauer højtrykskompressor, lånt hos Langelands Museum, sørgede for luftpåfyldningen
Over selve udgravningsstedet var der forankret to både med centrifugalpumper, som leverede vandtryk gennem brandslanger til ejektorpumperne (undervandsstøvsugerne).
En lille gummibåd blev anvendt til at sejle ud til bådene, når der skulle fyldes benzin på pumperne m.m.

Undersøgelsen af Ronæs Skov bopladsen kan på mange måder sammenlignes med udgravningen af en tilsvarende boplads på land; både hvad angår arbejdsmetoder og målsætning.
Forskellen ligger i nye fundtyper af organisk materiale, de udgravningsmetoder der anvendes, og de uvante arbejdsbetingelser under vandet.
Ved at have overført og tilpasset landarkæologens arbejdsmetoder til at kunne anvendes under vandet, er gravemaskinen, skovlen og spaden blevet erstattet af undervands-udgravningsmateriel, først og fremmest pumpe- og sugeudstyr, der kan føre bundmaterialet væk fra selve udgravningsfeltet.

Det er ingen sag at foretage en arkæologisk udgravning på land hvor solen skinner, fuglene synger, man kan se vidt omkring, og det udgravningsudstyr man bruger, ligger indenfor rækkevidde.
Nogle helt andre arbejdsbetingelser gør sig gældende under vandet.
Foruden det uvante miljø under vandet, er de bevægelser, dykkeren skal foretage, besværlige, som følge af alt det udstyr han er tvunget til at have på, vægtløsheden, og ikke mindst fordi en del af det udgravningsudstyr han anvender, kan flyde væk.
I de nordiske farvande kan vandet være koldt og usigtbart. Derfor er arbejdsindsatsen under en undersøisk udgravning meget afhængig af arbejdssituationen.
Alt efter hvilken arbejdsopgave dykkeren skal udføre, kan han/hun opholde sig 2 – 3 timer under vandet, hvorefter det er nødvendigt med et hvil. Det medfører en kort og effektiv arbejdstid pr. dykker pr. dag, hvilket kræver, at der skal være så mange dykkere til rådighed, at det planlagte mål nås indenfor undersøgelsesperioden.
Her kan dog spille en faktor ind – vejret –  som ikke tager hensyn til planlægning og økonomi.

En anden, men lige så vigtig ting under en undersøisk udgravning er et godt team af landpersonel, der udelukkende tager sig af den tekniske del af undersøgelsen.
Under sommerens undersøgelse  ved Ronæs Skov havde ”landkrabberne” nok at se til med at holde pumperne kørende, fylde dykkerflasker, samt at solde de netposer dykkerne bragte med ind fra felterne.

Der var hele tiden var 2 – 3 dykkere i gravefelterne som foruden deres personlige dykkerudstyr medbragte en gravekurv (indkøbskurv) med forskelligt graveudstyr:

1 stk. Graveske (skelske) (til at grave med)
1 stk. 2 m tommestok (plastik) (til indmåling af fund)
1 stk. Skriveplade med blyant + data ark (til notering af fund og oplysninger)
1 bt. Plastik manillamærker (til registrering af fund og oplysninger)
1 bt. Plastikposer (til opbevaring af fund)
5 stk. Pollenglas (til at tage gytjeprøver)
3 stk. Syltetøjsglas med låg (til opbevaring af små genstande)
1 stk. 2 m vaterpas (til indmåling af dybdemål)
10 stk. Stikker (til sikring af fund)
1 bt. Bindetråd (til fastgørelse af mærkesedler på større genstande)
1 bt. Strips
1 stk. Fundnet (til opbevaring af oldsager)
2 stk. Netposer (til ejektorpumpen)
1 stk. 50 m målebånd
Hertil kommer undervandsfotoudstyr

I 2004 blev der gravet 4 x 1 meter felter nær den tidligere kystlinie, samt et enkelt prøvehul på det sted, hvor der i 2002 blev fundet et komplet pileskaft.
Udgravningsfelterne blev udgravet i tynde horisontale lag vha. af graveske eller ved at vifte med hænderne, hvorved mindre stykker gytje blev løsnet og findelt i hånden, inden det blev viftet hen til ejektorpumpen, som sugede affaldsmaterialet bort.
Bag på ejektorpumpens afgangsslange var der fastgjort en netpose som blev skiftet ud med en ny, hver gang der blev skiftet lag. I posen blev der lagt en mærkeseddel med felt nr. samt hvilket lag der var gravet. Netposen blev taget med ind til land, hvor ”landkrabberne” soldede indholdet.
Affaldsflint, flækker og afslag, uden nogen form for retouche, og knoglefragmenter uden ledender, blev feltvis relateret til 10 cm lag, med en dybdeangivelse og en lagbeskrivelse.
Alle redskaber af flint, grønsten, tak, knogle og bearbejdet træ, keramik, større stykker trækul, samt ledknogler og anden tak blev indmålt med 3 koordinater: 1. position øst, 2. position nord, samt en dybdeangivelse som blev indmålt fra et fast målepunkt.
Dybdemål blev målt ved at anvende et vaterpas og en tommestok. Gennem landmålerstokke blev der boret et hul, hvor en teltpløk blev stukket igennem. Landmålerstokkene blev banket ned i kanten af gravefelterne i en bestemt højde over havbunden, og ved at lægge et vaterpas på den vandretliggende pløk kunne det bringes i vatter.
Når en genstand skulle indmåles blev en tommestok anbragt lodret over ganstanden og målt op til underkanten af vaterpasset. Derved fik vi et helt nøjagtig dybdemål i alle felter.

Udgravningen blev hver dag lukket ned kl. ca. 18.00, hvorefter der blev rigget af og sejlet tilbage til lejren. Her ventede kokken med varmt aftensmad og efter et hurtigt bad og omklædning var der spisetid.
Efter aftensmaden blev der afholdt et møde, hvor dagens arbejde blev gennemgået.
På dette tidspunkt begyndte de fleste at gabe og der gik heller ikke ret lang tid efter at mødet var afsluttet, før de første gik til ro. Endnu en lang arbejdsdag var overstået.

I 2004 fundet ca. 300 genstande – ikke nogen oldsager som vi ikke tidligere er stødt på, men alligevel nogle fine fund som er indleveret til konservering på Moesgård.
Der blev bl.a. fundet: flintoldsager, heraf mange tværpile, oldsager af træ, bl.a. et flot udkløvet asketræsskaft fra en padleåre hvor årebladet er brækket af i stenalderen. Skaftet er herefter blevet genbrugt ved at det er banket lodret ned gennem gytjelagene.
Der blev også fundet flere tykke og tynde tilspidsede (hassel) stager, lystergrene, brudstykker af stammebåd(e) og gaffelgrene.
Hertil kommer kronhjortetakker, 2 stk. hjortetaksøkser (T-økser), hvoraf den ene havde et stykke af træskaftet siddende i skafthullet, trykstokke, vildsvinetand, benspidser, keramik, knogler m.m.

Et fund skal dog fremhæves.
Under rekognoscering i det område hvor vi dykkede i 2003 stak der et lille stykke keramik ud af gytjebrinken. Det viste sig at være en halv lerlampe (tranlampe) som i hel tilstand har været ca. 30 cm lang og ca.15 cm bred, og er en af de største lamper der hidtil er fundet i Danmark.
Der var tydelige brandspor rundt langs kanten som viser, at lampen har været i brug i stenalderen, hvor den kan have været fyldt op med f.eks. mos og en brandbar væske, f.eks. olie fra sæl eller marsvin.
Vi er nu oppe på at have fundet 8 lampeskår fra forskellige tranlamper ved Ronæs Skov,
hvilket er meget usædvanligt, når man tænker på det begrænsede område der er blevet undersøgt.
Gennem årene er der fundet mere keramik på Ronæs Skov bopladsen (ca. 450 stk.) end på tilsvarende andre Ertebøllebopladser her i landet.

Bopladsen er meget truet af erosion og nedslidning som følge af at ålegræsset er forsvundet i fjorden hvilket har medført, at bunddyr som krabber, sand-, bore og knivmuslinger, sand- og pæleorm borer og graver sig indtil 30 – 40 cm ned gennem gytjelagene. Derved ødelægges vigtige fund af træ – både ved deres direkte, fysiske ødelæggelse af oldsagerne og indirekte ved at bunddyrenes gange medfører af de oprindelige iltfrie lag bliver tilført ilt.

Om det bliver i Gamborg Fjord vi skal holde sommerlejr i 2005 står lidt hen i det uvisse, da det har været fremme, at det i år var sidste gang at der blev gravet på Ronæs Skov bopladsen.
Indtil nu er der blevet undersøgt ca. 25 kvadratmeter, og der ligger uden tvivl endnu mange unikke træoldsager i gytjelagene, som er overladt til naturens gang.
Derfor er det også lidt frustrerende at være vidne til, at det fremover er krabberne der får lov til at fortsætte ”gravearbejdet”, mens vi andre kan ligge på sidelinien og kigge på at et i årtusinder forseglet kulturlandskab nedbrydes og forsvinder i vor tid, så kort tid efter at det blev opdaget.

En ting har ”Ronæs Skov” undersøgelserne vist, at et lille sammentømret team af professionelle og arkæologi interesserede dykkere, samt et lige så interesseret hold af ”landkrabber”, hvor alderen ikke sætter grænser, og som alle er i besiddelse af forskellige faglige specialkundskaber, og som kender hinanden og har arbejdet sammen gennem en lang årrække, giver den mest effektive arbejdsgruppe ved en undervandsudgravning.

Hans Dal

Share on FacebookShare on Google+Email this to someone