Vurdering og forslag til marinarkæologiske bopladsundersøgelse

Vurdering og forslag til marinarkæologiske bopladsundersøgelse

posted in: marinarkæologi | 0

Rekognoscering:

Store dele af de danske farvande er endnu aldrig blevet undersøgt for undersøiske stenalderbopladser – en kæmpe opgave, som de få professionelle marinarkæologer, der i dag findes i Danmark hverken har tid eller penge til at gennemføre, men som ville kunne udføres i samarbejde med regionale observationsgrupper af arkæologi interesserede sportsdykkere.

Mange af de indberetninger der findes over undersøiske stenalderlokaliteter i danske farvande er meget mangelfulde, da indberetningerne i mange tilfælde er behæftet med betydelige måleusikkerhed, samtidig med at der aldrig er blevet foretaget egentlige dykkerbesigtigelser på stedet.
Det vil derfor kræve en målrettet rekognosceringsindsats med henblik på at opspore de nedbrydningstruede fortidsminder på havbunden inden de helt forsvinder.
Men det hjælper ikke at sende en gruppe arkæologi interesserede sportsdykkere ud for at rekognoscere efter undersøiske stenalderbopladser, hvis deres kendskab til oldsager kun strækker sig til flint. Derved kan mange værdifulde oplysninger gå tabt.
Det vil kræve en målrette rekognosceringsuddannelse og udvikling af fælles standarder af rekognosceringsmetoder- og teknik

Observationsgrupper:

At få uddannet flere sportsdykker arkæologi interesserede sportsdykkere til at holde et vågent øje med de undersøiske stenalderbopladser i deres nærområde, og derved være med til at løse den systematiske og målrettede registrering af submarine stenalderbopladser i det marine register.
At få oprettet regionale observationsgrupper af marinarkæologisk interesserede sportsdykkere i et landsdækkende netværk

Truslen mod de undersøiske stenalderbopladser:

Hvorfor er de undersøiske stenalderbopladser i disse år truet af naturens ødelæggelser, efter at have ligget beskyttet gennem flere tusinde år ?
Er det fordi vi først gennem de sidste 25 år, med opstarten af marinarkæologiske undersøgelser i Danmark, er blevet opmærksomme på problemet ?
Det har måske altid været sådan i mere eller mindre grad ?
Måske er mange af de undersøiske stenalderbopladser, hvor der i dag kun er flint tilbage, resterne efter sådanne ødelagte bopladser ?

Trusselbilledet:

Orkanen i 1999 og stormvejr med kraftig bølgegang under høj og lavvande, som har en slibende virkning på bopladserne.
Ålegræsdød: som skyldes udledning af kvælstof fra landbruget, som på et år kan sammenlignes med udledningen af spildevand fra 80 millioner mennesker, samt fosfor fra industrien og byspildevand.
Bunddyr: Som graver sig ned i havbunden/gytjelagene
Strandkrabber kan grave sig ca. 0 – 5 cm ned i gytjelagene hvor de laver huller, hvilket er medvirkende til at gytjen brækker af, hvorefter der er hul på ”bylden”.
Sandorme kan grave sig ca. 20 – 30 cm ned i gytjelagene og skifter hele tiden område, hvilket er medvirkende til at de laver mange gange i lagene, hvorved gytjelagene og organisk materiale bliver iltet.
Sandigler kan grave sig ca. 0 – 5 cm ned i gytjelagene og skifter som sandormen også område og laver mange gange som er medvirkende til at ilte gytjelagene.
Sandmuslinger kan grave sig ca. 30 – 50 cm ned i gytjelagene og har et ånderør op til havbundsoverfladen som er medvirkende til at ilte lagene.
Boremusling kan grave sig ca. 30 – 40 cm. ned gennem gytjelagene og har som sandmuslingen et ånderør til overfladen.
Knivmuslinger kan grave sig ca. 30 – 40 cm ned i gytjelagen og har et ånderør til overfladen.
Pæleorm er ikke afhængig af træet som næringskilde, men bruger det væsentligt som substrat og filtrerer fødepartikler fra vandet udenfor.
I de senere år har pæleorm bredt sig i de danske farvande, og er nu også konstateret i flere fjorde (Gamborg Fjord) og helt ind i Østersøen.

Oldsager i bløde materialer:

Tænk på hvilke nye og opsigtsvækkende fund – især træ og let forgængelige materialer – der gennem årene er fremkommet på de kendte stenalderbopladser ved Tudsehage, Møllegabet, Tybrind Vig, ”Ronæs Skov”, Gamborg fjord m.fl. – hvoraf flere af oldsagerne har været unikke trægenstande, som man ikke tidligere har kendt til og ikke kender betydningen af, eller ved hvordan de har været anvendt.

Sikring af undersøiske stenalderbopladser:

Siden 1994 er der ikke blevet foretaget besigtigelser og vurdering af de udlagte sandsække og fibertexmåtter, som blev udlagt i et udvalgt område af Tybrind Vig bopladsen i 1988.
Derfor er der ingen i dag der har kendskab til hvilken virkning afdækningen har haft efter af have beskyttet gytjeområdet i 14 år.
Så efter 25 års marinarkæologisk bopladsarkæologi har vi endnu ingen sikre beviser på om det kan lade sig gøre at sikre en stenalderboplads ved at anvende denne metode.

”Marinarkæologisk bopladskommission”:

At nedsætte en ”Marinarkæologisk bopladskommission” lig de køkkenmøddingekommisioner man nedsatte i 1850 og 1890, bestående af forskere og videnskabsmænd inden for biologi, arkæologi, geologi m.fl. som tværfagligt skal prøve at finde frem til hvordan vi kan sikre de undersøiske stenalderbopladser

Uddannelse:

At bruge en af de i forvejen kendte stenalderlokaliteter som uddannelsesudgravning.
Derved ville man foruden at redde truede oldsager kunne videreføre den produktudvikling af udgravningsmateriel og udgravningsteknik, som stoppede med Tybrind Vig Projekts i 1987, og som aldrig er blevet genoptaget.
At lære en grundig indlæring i det grave- og pumpeudstyr og den udgravnings- og registreringsteknik, der anvendes ved undersøiske udgravninger
At lære af de erfaringer, der er opnået på andre marinarkæologiske undersøgelser.
At få et grundigt materialekendskab indenfor den periode de udgravede fortidsminde tilhører.
At få en grundig indlæring i de marine aflejringers dannelse og sammensætning.

Tybrind Vig projektet lærte os:

At lokalisere oldsager under vandet.
At kende forskel på tak, ben, flint, og bløde materialer under vandet.
At kende forskel på natur- og forarbejdet træ under vandet.
At lokalisere træoldsager under vandet.
At kende de forskellige gytjelags  sammensætning
Hvordan gravearbejdet foretages under vandet og hvordan man løser de forskellige tekniske problemer der kan opstå under en undervandsudgravning.
Hvordan man sikrer oldsagerne under vandet og tager dem op i præparat.
Hvordan man tager pollenprøver.
Hvordan man indmåler, tegner og registrerer under vandet.
Hvordan man tager billeder og videofilm under vandet.

Fremtiden:

Marinarkæologisk bopladsarkæologi er ved at gå i stå i Danmark pga. af manglende bevillinger.
og uddannelse af nye marinarkæologer.
D.S.F. endagsarrangement til Tudse Hage bopladsen i august 2000 bekræfter kun at vi halter langt bagefter mht. uddannelse af nye amatør-marinarkæologer.
Af et samlet deltagerantal på 15 personer, hvoraf flere havde været med på Fultontogtet og havde deltaget  i  Blak-projektet og Anders Fischers projekt i Århus bugten, var der kun få personer der kom op med træoldsager. De andre  fandt ”kun” flint.
Selvom D.S.F. arkæologisk udvalg gennem årene har haft ca. 1000 sportsdykkere med på Fulton togter og andre marinarkæologiske arrangementer, er det kun en lille håndfuld marinarkæologi interesserede sportsdykkere i Danmark der dyrker marinarkæologi på ”professionelt” plan.
Så kan man stille sig spørgsmålet hvorfor. Her er min personlige mening, at der skal en helt anden undervisningsform til. Det er OK at alle skal have en grundlæggende indlæring, men det der efter min mening er gået galt er, at disse udannelser ikke er blevet fulgt op af ”spændende” praktiske undersøgelser.
I år har man valgt at lave en mindre undersøgelse på Tudse Hage bopladsen for at konstatere hvor meget der er tilbage af bopladslagene.
Men flere af de andre kendte undersøiske stenalderbopladser er lige så nedslidte og truede som Tudse Hage bopladsen.
Fremtiden for disse bopladser er at fortsætte med at rekognoscere og opsamle de oldsager der bliver frilagt.
Jeg mener at rekognosceringerne på Tudse Hage bopladsen bør opgraderes da Per Lotz, med alt ære og respekt for det store arbejde han har udført siden 1957, ikke kan foretage en systematisk rekognoscering ved at snorkeldykke, når han er på besøg i sit sommerhus og vejret tillader snorkeldykning.
De bedste ville være om en lokal klub kunne gøres interesseret i et rekognosceringsprojekt på Tudse Hage bopladsen.
En anden metode kunne være at arrangere nogle rekognosceringsdykninger i stil med den endagsdykning D.S.F. arrangerede i 2000.
Lignende endagsdykninger kunne foretages på F.eks. Fyns Hoved, hvor der ikke er blevet rekognosceret i flere år.
Hvis der skal iværksættes en uddannelsesudgravning vil ”Ronæs Skov” bopladsen efter min mening være det absolutte bedste sted at foretage en sådan udannelse af nye marinarkæologer.
Bopladsen ligger på lavt vand.
Bopladsen ligger i læ, så der kan dykkes under næsten alle forhold.
Der ligger en campingplads ca. 500 meter fra bopladsen, hvor der kan sejles fra.
Bopladsen har endnu fine oldsagsførende gytjelag med organisk materiale og resterne af en køkkenmødding samt træstammer etc.

Jeg mener, at der skal kunne åbnes op for at seriøse amatør-marinarkæologer i samarbejde med muserne får lov til at undersøge udsatte bopladsområder og derved redde oldsagerne.
På landjorden har man foretaget denne praksis gennem flere år. Hvorfor kan den ikke også foregå under vandet ?

I dag kan amatør-marinarkæologer få lov til at ligge på havbunden og være tilskuer til hvordan krabber og bunddyr får lov til at ødelægge oldsager af organisk materiale.
Først når genstanden er helt frilagt må den tages op, og i de fleste tilfælde er genstanden allerede ødelagt.

I dag ligger vi (uofficielt) og bruger mange kræfter og tid på at vifte truede oldsager fri af havbunden hvilket medfører, at vi ikke kan orientere os i området pga. svæv i vandet.
Ved at anvende et ejektorsug kunne arbejdet udføres på en meget nemmere måde og dermed også gøre registreringsarbejdet og fotografering bedre.

Vi graver ikke ”bare” løs og ødelægger noget, som kan bevares til vore efterkommere.
Hvis ikke vi redder de unikke oldsager som findes i de øverste gytjelag, vil der efter nogle år kun være en udvasket boplads tilbage som vi kender så mange af i forvejen.
Derved vil vore efterkommere aldrig få lov til at opleve de mange træoldsager fra denne periode af ældre stenalder.

Konklusion:

Jeg vil beskrive dansk marinarkæologisk bopladsarkæologi, som det har udartet sig gennem de sidste 14 år, som en tragedie for forskningen på området. Siden Tybrind Vig Projektet stoppede i 1987 er der ikke rigtig sket noget.

I mange år har vi råbt vagt i gevær over den nedbrydning der er sket på de kendte bopladser i både Tybrind Vig og Gamborg Fjord. Alligevel er det begrænset hvad der er blevet gjort for at redde pladserne eller foretaget nødudgravninger.

Glem ikke at det er sportsdykkere, der med en aldrig svigtende entusiasme, der har æren for at vi i dag er nået så langt som vi er kommet inden for marinarkæologisk bopladsarkæologi, ved at de på et tidligt tidspunkt fik de professionelles øjne op for hvilket potentiale der ligger gemt på de undersøiske stenalderbopladser.

Det er også sportsdykkere der skal have æren for den helt afgørende knov-how ved undersøiske udgravninger, hvor den nødvendige teknik, arbejdsgang og metodik blev udviklet, og hvor det viste sig at sportsdykkernes forskellige arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund et kæmpe plus for sådanne undersøgelser.

Som den ildsjæl jeg nu engang er på det marinarkæologiske bopladsområde har jeg meget svært ved at gøre, som jeg mener mange professionelle arkæologer gør i disse år, at trække på skuldrene og ”lade naturen gå sin gang”.

Hans Dal
Marine-Arkæologisk-Gruppe

Share on FacebookShare on Google+Email this to someone