Marinarkæologi – før – nu og i fremtiden

Marinarkæologi – før – nu og i fremtiden

Med indgangen til det nye årtusinde er det 34 år siden jeg fik min sportsdykkeruddannelse og 30 år siden at jeg begyndte at rekognoscere efter undersøiske fortidsminder. Til august fylder jeg 55 år, og jeg dykker stadig på livet løs efter undersøiske stenalderbopladser i Lillebælt. Gennem marinarkæologi har jeg fundet en dykker-niche, som jeg vil anbefale alle, der ønsker at prøve en ny og spændende dykkeroplevelse. I mine unge dage dykkede jeg også på dybt vand og på vrag, men havde jeg ikke ved et tilfælde fundet den submarine stenalderboplads Tybrind Vig, var jeg nok for længe siden holdt op med at dykke. Nu regner jeg med at fortsætte til jeg ikke kan bevæge svømmefødderne mere.

Jeg vil vove den påstand, at den der ikke har prøvet at ligge på 3 meter vand og mærke suset, nær man finder en 6000 år gammel velbevaret padleåre af asketræ, har endnu ikke oplevet en af dykningens højdepunkter.

Jeg har tidligere udtalt mig om – og fået meget kritik for – at jeg aldrig har troet på at man kunne få marinarkæologi op at stå gennem dykkerklubberne. Her har klubbernes interesseområder altid været alt for forskellige. Selv efter mange år med marinarkæologi, findes der stadigvæk kun ganske få sportsdykkerklubber i Danmark der kører professionelt på de arkæologiske område. Jeg har længe gået og tænkt over hvordan man kunne samle alle de arkæologi interesserede sportsdykkere der må findes i Danmark i en sammenslutning af marin-amatørarkæologer.

Derfor trådte jeg under generalforsamling i 1999 ind i SDA’s bestyrelse med det helt klare formål, at forsøge at samle alle amatør-marin-arkæologer i et landsdækkende netværk af marinarkæologiske observationsgrupper, hvor SDA skal indgå som en paraplyorganisation i samarbejdet. Tanken er, at sådanne regionale observationsgrupper, gennem kurser og praktisk uddannelse, skal kunne foretage en
systematisk kortlægning og registrering af undersøiske fortidsminder i deres område, og hjælpe professionelle marinarkæologer og andre amatør– marinarkæologer / grupper, i rekognosceringsopgaver, projekter og undersøgelser i hele landet.

Amatør – marinarkæolog undersøger frilagt stammebåd i Gamborg fjord. Der ligger en kæmpe registreringsopgave under vandet, som de professionelle marinarkæologer ikke selv har
ressourcer til at udføre – en opgave som vil tage mange år, og stille meget store krav til den enkelte sportsdykkere – amatørarkæolog / gruppe, men som også vil kræve en stor indsats fra både SDA og museumssiden, hvis samarbejdet og sportsdykkernes interesse og gejst skal fastholdes.

 

Dykkerrekognoscering:
Af den relativt begrænsede rekognosceringsindsats, som er foregået på havbunden de senere år fremgår det tydeligt, at mange videnskabelige og særdeles væsentlige fortidsminder er under hastig nedbrydning. I øjeblikket har vi kendskab til at de to vigtige undersøiske stenalderbopladser i Tybrind Vig og Gamborg Fjord på  Vestfyn er truet af ødelæggelser fra naturens side. Derimod har vi ingen kendskab til hvor mange truede fortidsminder der ligger på havbunden og i ferskvandsområderne, som endnu ikke er registreret. Det register der i dag findes over stenalder lokaliteter på havbunden er relativt beskedent, både i teknisk henseende og dækningsgrad, og de data der findes er ofte meget mangelfulde og behæftet med betydelig måleusikkerhed på grund af manglende dykkerbesigtigelse. Tænker jeg tilbage på de mange år der er gået, og gør status over hvor dansk marinarkæologi – specielt bopladsarkæologi – står i dag, tror jeg ikke på at amatør-marin- arkæologen vil kunne undværes ved fremtidige marinarkæologiske rekognosceringsopgaver og undersøgelser, hvor antallet af professionelle marinarkæologer, og den tid der er til rådighed, ofte vil overstige de økonomiske midler.

 

Starten på undervandsarkæologi i Danmark.
De første marinarkæologiske fund går ca. 60 år tilbage i tiden hvor land-amatørarkæo-loger langs Danmarks kyster opsamlede oldsager fra undersøiske stenalderbopladser, som efter stormvejr, isskruninger og ved lavvande kunne findes i strandkanten. Disse amatørarkæologers fund og iagttagelser er guld værd i dag. Således var det fynske amatørarkæologer der ledte MAG på sporet af de undersøiske stenalderbopladser i Tybrind Vig og Gamborg Fjord. Starten på egentlige arkæologiske dykkerrekognosceringer efter undersøiske stenalderbopladser i Danmark, går helt tilbage til 1957 hvor journalist Hans Ditlev fra ugebladet Hjemmet i samarbejde med Terkel Mathiassen fra Nationalmuseet udskrev en konkurrence blandt danske frømænd, der gik ud på hvem der i løbet af sommeren kunne finde Danmarks ældste stenalderboplads under vandet. Blandt fundstederne var. bl.a. Ertebøllebopladser ved Mejlø nær Fyns Hoved, Argusgrunden i Smålandsfarvandet og Tybrind Vig på Vestfyn. Konkurrencen blev stort set en skuffelse fordi det hverken lykkedes at finde bopladser, som var ældre en de hidtil kendte på landjorden, eller bopladser in situ lag. I Fynske Minder 1959 skrev daværende museumsinspektør Erling Albrectsen i en artikel Flinteflækker og frømænd, hvordan Fyns Stiftsmuseum dette år fik sine samlinger af oldsager fra ældre stenalder forøget på en højst uortodoks måde af to frømænd som deltog i konkurrencen i Tybrind Vig.

 

Erling Albrectsen slutterartiklen af med at skrive:
Forsøget fra 1957 var anerkendelsen værd og har givet positive resultater. Det må håbes, at arbejdet vil blive fortsat. Frømændene kan fortsat regne med fortjent og fuld støtte fra museerne.

Denne udtalelse viser tydeligt, at rekognosceringer efter submarine stenalderbopladser for alvor kunne være fortsat i slutningen af 1950`erne, men af en eller anden grund blev der aldrig blev fulgt op på forsøget. En af årsagerne kan være at brugen af dykkerudstyr ved arkæologiske undersøgelser endnu var nyt i de nordiske lande. Samme år som de første undervandsrekognosceringer foregik i 1957 havde Nationalmuseets 2. afdeling de første professionelle undervandsarkæologer nede for at besigtige en sejlspærring i Peberrenden i Roskilde Fjord – de senere så berømte Skuldelev- skibe. Disse undersøgelser er senere blevet fulgt op af en langt række vragundersøgelser, og skibsarkæologiske undersøgelser har siden dengang været et af de væsentligste satsningsområder i dansk marinarkæologi. Et område der sidenhen er blevet udvidet til også at