Ronæs Skov
– Marinarkæologiske undersøgelser af kystboplads fra Ertebølletid
Af: Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.
Hvis der er ét felt, hvor dansk arkæologi er – eller har været – førende, er det inden for det marinarkæologiske område. Især har danske fagfolk og amatørarkæologer i et forbilledligt samarbejde været pionerer i udviklingen af metoder og redskaber til undersøgelse af de udstrakte ”druknede” stenalderlandskaber, som findes på havbunden i den sydlige del af Danmark. Udviklingen begyndte i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne med den hidtil største undervandsudgravning af en dansk stenalderboplads ved Tybrind Vig et par hundrede meter ud for den vestfynske Lillebæltskyst. Tybrind Vig-undersøgelsen gav startskud til et omfattende og endnu ikke afsluttet kortlægningsarbejde af de submarine stenalderbopladser langs Lillebæltskysten, og under dette arbejde lokaliseredes bl.a. en boplads ved Ronæs Skov i Gamborg Fjord i den nordlige del af Lillebælt. Denne plads har været mål for flere undersøgelser i årene 1990-2004, og resultaterne herfra er nu samlet i en monografi.
Ronæs Skov-lokaliteten ligger 5-6 km syd for den såkaldte ”vippelinje”, og det er forklaringen på, at området i dag befinder sig mellem 1-2 m under havets overflade. Studier af havbundens overflade har gjort det muligt at rekonstruere det druknede stenalderlandskab i området. I slutningen af Ertebøllekulturen mellem ca. 4400-4000 f.Kr. lå der her en kystnær boplads på et næs, der strakte sig fra nordbredden af Gamborg Fjord ud mod en smal strømrende. Datidens store tidevandsforskel sikrede, at saltholdigt og næringsrigt vand strømmede forbi bopladsen, og det resulterede i en stor biologisk produktion af bl.a. fisk og skaldyr, som gjorde stedet attraktivt for datidens fiskere, samlere og jægere. I løbet af en 3-400 årig periode var her mere eller mindre permanent bebyggelse, hvilket afspejles i en mængde husholdningsaffald, som er smidt ud i det lave vand og i rørskoven uden for bopladsen. Selve bopladsområdet med rester af huse, ildsteder og grave blev borteroderet, da der kort efter 4000 f.Kr. indtraf vandstigninger i et omfang, som får nutidens ændringer i havspejlet til at virke som en krusning på overfladen.
Ertebøllebopladsen ved Ronæs Skov kan med en udstrækning på ca. 700 kvm. betegnes som en mellemstor kystboplads. Beliggenheden midt i den beskyttede Gamborg Fjord og dermed ca. 6 km fra Lillebælts åbne vandmasser adskiller den fra den samtidige og meget større boplads, der er undersøgt i den kysteksponerede Tybrind Vig nogle km mod syd. Det kunne ikke afgøres med sikkerhed, om bopladsen har omfattet en egentlig køkkenmødding, for som sagt var selve bopladsområdet ødelagt af strøm og bølger. Vores viden om livet på bopladsen skal derfor hentes i fundene fra de udsmidslag, der har ligget forsejlet i gytje- og sandlag ud for bopladsen. Og her er der til gengæld nok at hente af!
Der er blot undersøgt ca. 95 kvm. af bopladsområdet, skønsmæssigt svarende til 5 %. På trods af dette er der bjerget et stort oldsagsmateriale af flint/sten, ben/tak, keramik – og ikke mindst af træ. Det er især sidstnævnte fundgruppe, som gør Ronæs Skov-lokaliteten til noget særligt, idet organisk materiale jo er forsvundet eller reduceret betragteligt i omfang på de fleste af de stenalderbopladser, vi kender. Mens der således foreligger 609 genstande af flint/sten, er antallet af trægenstande ikke mindre end 354, og det giver et lille indtryk af, hvor meget og hvad, der ikke er bevaret på de ellers fundrige bopladser vi kender fra det tørre land. Uden at gå i detaljer med fundmaterialet må det nævnes, at det organiske materiale bl.a. tæller fyrsvampe, der har været anvendt som gnistfang ved optænding af bål, en skæftet tværpil, årer, både, buer, økseskafter, dele af rusekonstruktioner og fiskegårde, kastetræ, lystergrene m.v. Disse genstandstyper giver et uhyre detaljeret og sjældent indblik i Ertebøllefolkenes materielle kultur – samt meget væsentlige oplysninger om erhvervsstrategien for datidens fiskere og jægere.
Fundene viser, at passivt fiskeri (med ruser og evt. net) har været en væsentlig aktivitet i vandet lige uden for bopladsen, det samme har indsamling af østers og hjertemuslinger, men også havsnegle (og mon ikke tillige krabber). Havets pattedyr i form af sæler og småhvaler, især marsvin, har man også jaget. I den forbindendelse er det særligt interessant at bemærke sig, at på grund af de særlige naturforhold har marsvinejagt spillet en betydelig rolle i netop denne region helt op mod nutiden. Af baglandets vildt har man jaget rådyr, vildsvin, kronhjort og forskellige pelsdyr. En enkelt fragment af bopladsens beboere, mennesket, er også fundet, og det viser, at man har praktiseret ligbrænding på stedet.
Ronæs Skov er delt i to hovedafsnit. Det første omfatter Søren H. Andersens fremlæggelse af fund og iagttagelser fra de arkæologiske udgravninger på bopladsen samt oversigter over jævngamle fund fra Fyn og Slesvig-Holsten, noter, litteraturhenvisninger og summary. Det andet afsnit er skrevet af en række naturvidenskabelige specialister, der har undersøgt bopladsens fund af pollen, træ, makrofossiler, trækul og dyreknogler. Hertil kommer en fuldstændig oversigt over bopladsens fundstof. De naturvidenskabelige bidrag bringes som selvstændige afsnit med selvstændige summaries. Resultaterne fra de til tider vanskeligt tilgængelige analyser er imidlertid indarbejdet i teksten i afsnit 1. Blandt de naturvidenskabelige bidrag må især fremhæves analyser af fastbrændte madskorper på indersiden af lerkar – et forskningsfelt, som herhjemme næsten udelukkende har været praktiseret på skår fra Ertebøllekulturen, desværre! Madskorpeanalyserne viser, at det tilsyneladende udelukkende er vegetabilske emner, der er kogt i bopladsens spidsbundede lerkar. Af særlig interesse er spor af afkogning af mistelten, som man dog næppe har indtaget, men som kan have været anvendt til medicinske formål eller til fremstilling af limstoffer.
Som det er sædvane for bøger fra Jysk Arkæologisk Selskab er der udført et grundigt redaktionsarbejde, og der kan da også kun peges på få konkrete fejl, hvor udeladelsen af fundstedet for den nordfynske Mejlø-båd på fig. 102 må betegnes som den værste. Bogens righoldige illustrationsmateriale i form af genstandstegninger og –fotos i både sort/hvid og farve giver et glimrende indtryk af den varierede materielle kultur i yngre Ertebøllekultur. Endelig giver spredningskort over forskellige oldsagstyper et væsentligt grundlag for at vurdere regionalitet (og forskelle i forskningsintensitet!) i forskellige egne af Danmark/Slesvig-Holsten. En af forfatterens konklusioner er således, at bopladsens inventar er nært knyttet til materiale fra samtidige bopladser fra et kystområde, der strækker sig fra Vejle og ned i Slesvig-Holsten. Denne ”kystregion” kan således betegnes som en af flere ”regionalgrupper” som Ertebøllekulturen i Sydskandinavien antagelig kan opdeles i, efterhånden som vi får kendskab til (=publiceret) fund fra andre regioner.
Og lige netop her er en væsentlig problemstilling! Der er faktisk foretaget udgravninger på et stort antal Ertebøllebopladser i Sydskandinavien, men kun et fåtal af dem er publiceret i en form som Ronæs Vang, så det er muligt at foretage direkte sammenligninger mellem inventar, erhvervsmønstre, bosættelsens placering m.v. Overordnet set er det derfor vanskeligt at få indblik i de variationer, der kan afspejle regionalitet, kronologi eller forskelle i erhvervsstrategi i Ertebøllekulturens bopladser.
Der skal derfor lyde en opfordring herfra til at få publiceret nogle af de mange og informationsrige danske Ertebøllepladser, og hvorfor ikke starte med ”pionerpladsen” Tybrind Vig – og når vi er i det fynske område – kan vi jo føje nordfynske Agernæs til. Men også fra det østjyske område foreligger et stort antal upublicerede undersøgelser, og såvidt det forstås på en lang række foreløbige artikler rummer nogle af disse lokaliteter væsentlige informationer, der kan være med til at belyse overgangen fra jæger/fisker/samler- til bondesamfund i begyndelsen af 4. årtusinde f.Kr. Så, gem skovlene væk og find blyanten frem. Lige nu har vi ikke behov for så mange nye fund og fundsteder, men mere for viden om de bopladser, der allerede er gravet ud!
Dansk stenalderforskning har en lang og god tradition for tværvidenskabeligt samarbejde, hvilket også illustreres tydeligt i nærværende bog. Til gengæld fornemmer man, at det kniber mere med samarbejdet inden for faget, og derfor kommer de enkelte stenalderlokaliteter let til at fremstå som enkeltstående fyrtårne, hvilket hindrer os udenforstående i at få sammenhæng og overblik. Samarbejde må derfor være vejen til at få fremlagt mange af de ældre og nyere undersøgelser. Imidlertid er det et spørgsmål, om det er hensigtsmæssigt at benytte ”Ronæs Skov-formen” til at publicere hver enkelt af disse mange lokaliteter. Mister vi mon ikke overblikket, hvis alle danske Ertebøllepladser skal have en selvstændig monografi, og vil der ikke blive brugt for mange ”startudgifter” på en sådan opgave? Det er derimod nærliggende, at de danske stenalderforskere må samle kræfter og ressourcer og i stedet tilstræbe at lave sammenlignelige samlepublikationer, f.eks. således at flere østjyske eller fynske Ertebøllepladser samles i én monografi. I den proces er det er væsentligt at være opmærksom på forskningens internationale karakter. Min væsentligste anke mod Ronæs Skov-bogen er således også, at den kun rummer et summary på seks sider. Den skulle have været skrevet på engelsk – og så kunne man evt. have forsynet den med et dansk resumé.