Truslen mod de undersøiske stenalderbopladser
Tybrind Vig og Ronæs Skov bopladserne har endnu en gang vist, hvor store muligheder der ligger i de undersøiske stenalderbopladser.
Desværre skaber naturen selv overalt på søterritoriet problemer, som i hastigt tempo er i gang med at bortslide de beskyttende dyndlag, som er selve forudsætningen for de fremragende fundforhold på de undersøiske stenalderbopladser.
Et tæt vegetationadække udgør den bedste beskyttelse mod nedbrygningen af bopladsaflejringerne. Her er ålegræs, også kaldet havbændeltang, den vigtigste art, hvis rodsystem yder beskyttelse mod erosion.
Ålegræs danner store udersøiske enge nær alle rolige danske kyster; den mere end 2 meter lange vandplante kræver rigelig lys og findes i havet på dybder op til 10-11 meter, i fjordområders mindre klare vand dog kun 4-5 meter.
I 1930`erne kom en svampeinfektion, ålegræssygen, til Danmark fra USA via Portugal og atlanterhavskysten.
Det meste af ålegræsset ved Als, den fynske Lillebæltskyst, Fyns nord- og østkyst samt Sejrøbugten blev ødelagt. Det ferskere, indstrømmende østersøhavvand synes at have modvirket infektionen i Østdanmark.
Ålegræsset vendte gradvis tilbage, men snart kom andre og værre trusler til.
Gennem en længere årrække er vore farvande blevet tilført store mængder af næringsstoffer, som skyldes fosfatudledning fra husholdninger og industrien samt især nitrat fra overgødskning i landbruget.
Algevæsksten tager til, vandets gennemskinnelighed og iltindhold mindskes, ålegræsset forsvinder.
I 1991-1992 døde ålegræsset i Gamborg Fjord. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor det skete netop da, men varme somres ekstra kraftige iltsvind og de nævnte faktorer er sandsynligvis de vigtigste.
Med ålegræssets bortgang er der ikke noget til at holde på bundlagene, som nedslides med uhyggelig fart. Krabber er blandt de aktive syndere. Uden bunddækket graver de sig ned gennem lagene på jagt efter føde. Det giver huller i dyndet, huller, som øges ved bølgegang, hvorefter lagene til sidst brækker af i store klumper.
Sandmuslingen, knivmuslingen, boremuslingen, sandiglen, sandormen og pæleormen bør ikke føle sig mindre skyldige. De graver og borer 15 – 30 cm lange gange i dyndlagene og ødelægger trægenstandende, enten ved direkte angreb på de 6000 år gamle stykker eller indirekte ved at give adgang for ødelæggende ilttilførsel til de tætte lag.
De senere års meldinger om ålegræsdød i Danmark bør tages alvorligt. Det er næsten ikke til at bære, at et i årtusinder forseglet kulturlandskab nedbrydes og forsvinder i vores tid, så kort tid efter at det blev opdaget.
Hans Dal
Marine-Arkæologisk-Gruppe