Velbevaret ildsted fra Ronæs Skov

Velbevaret ildsted fra Ronæs Skov

posted in: Ronæs Skov | 0

Det hører til sjældenheder at man finder et velbevaret ildsted fra jægerstenalderen, hvor nogle af de brændestykker der blev lagt på bålet for ca. 6000 år siden endnu er bevaret.
Et sådant ildsted dukkede op i sommeren 2001 i Gamborg Fjord på den vestfynske
Lillebæltskyst.

Her har undervandsarkæologer fra Marine – Arkæologisk –Gruppe, Fredericia  i samarbejde med forskningschef Søren H. Andersen, Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter, Roskilde, gennem de sidste 11 år foretaget regelmæssige undersøgelser af den submarine Ertebølle-boplads ”Ronæs Skov”, og selv om arkæologerne efterhånden er ved at være vant til de gode bevaringsforhold for de ”bløde” råmaterialer på disse bopladser, så skiller ”Ronæs Skov” bopladsen sig alligevel ud ved dens ekstrem gode bevaringsforhold for organisk levn – først og fremmest træ.
Der er tidligere fundet rester fra et af bopladsens ildsteder, hvor der i et lag sandet gytje under skallaget lå flere ildpåvirkede sten, forkullet træ og lerkarsskår af Ertebølle-type.

Under frilæggelse af en stor fyrsvamp (Tøndersvamp) (Fomes fomentarius), som var blevet opdaget under en rekognoscering i sommeren 2001 blev der fundet to sodsværtede sten.
Området blev afdækket og frem af gytjen dukkede et ”in-situ” ildsted med 8 nævestore sten i en nogenlunde rund cirkel, hvor der lå to stykker brændt træ ( hassel og slåen) med spidserne rettet ind mod bålets midte.
Ildstedet lå indlejret i 36 cm gytje lige over moræneler (undergrund), let skrånende mod sydøst på den forhistoriske kyst.
Fra den nuværende strandbred og vinkelret ud til ildstedet var der ca.100 meter og vanddybden over havbunden blev ved normal vandstand målt til 2.05 m.
Flere af ildstedets sten bar tydelig præg af at have været udsat for varme, og omkring ildstedet lå der flere stykker brændt træ, som kan stamme fra selve bålet.
Den fyrsvampen, som blev fundet tæt på ildstedet, havde ikke spor efter at have været antændt, men vi har tidligere fundet en fyrsvamp i Tybrind Vig med brandspor.
Fyrsvampen har været anvendt til at tænde ild helt tilbage fra jernalderen og frem til 1820, hvor man brugte flint og stål til at lave ild med:
Derfor kan fyrsvamp have været anvendt, når der skulle tændes bål i stenalderen, enten ved ildgnidning, hvor to træstykker ved hurtige bevægelse mod hinanden, tændte ild pga. gnidningsvarmen, eller ved ildslagning, hvor der ved sammenstødning af forskellige mineraler, for eksempel flint eller kvartsit eller svovlkis kunne slås gnister, men til begge processer krævede det et letfængelige materialer såsom trøsket træ eller fyrsvamp.
Forsøg har vist, at på et tidspunkt vil en gnist fænge den tørre fyrsvamp og begynde at ryge.
Derefter pustes der forsigtigt til gløden i svampen, og efterfølgende lægges der træspåner eller mos på, og der pustes kraftigt, og efter nogle minutters vil der komme flammer og træspånerne vil begynde at brænde.

Det hører til sjældenheder at man finder et ildsted fra jægerstenalderen med brændte træstykker liggende ”in-situ”, og det er derfor også lidt af en gåde, hvordan ildstedet er blevet bevaret og ikke er omlejret i forhistorisk tid.

Forekomsten af halvbrændte træstykker omkring ildstedet tyder på, at afbrændingen af træet er sket på eller nær ved fundstedet, samt at træet er blevet indlejret kort tid efter afbrændingen, og har ligget urørt siden
En af forklaringerne kan være, at ildstedet har ligget tæt på vandet, og der er indtruffet et højvande, som har overskyllet og tildækket bålet med tang og sand.
Senere er området blevet oversvømmet i forbindelse med de havstigninger der skete i slutningen af Atlantisk tid.
Ved analyse af trækul fra bopladsen er der konstateret gnavegange fra insekter og svampeangreb, så det må antages at en stor del af brændet har været fra såkaldt ”dødt” træ.
Forekomsten af rodved i prøverne kan også tyde på, at det indsamlede træ stammer fra døde og / eller væltede træer, hvor rodkagen har været blotlagt.
Så den daværende befolkning må have haft let adgang til at udnytte et stort ”forråd” af brænde.
Derfor må brændet også være indsamlet lige i nærheden af bopladsen, hvor der kan have ligget rodvæltede træer langs kysten som følge af nedbrydning (kysterosion).

Der er registreret 12 træstammer og stammestykker i bopladsområdet, som ligger vinkelret/skrå i forhold til den gamle kystlinie.
Den største træstamme blev fundet ved en tilfældighed under dykkerskibet på en vanddybde af ca. 2.20 m, ved at strømninger fra skibsskruen havde spulet det øverste sandlag væk over stammen.
Træstammen, en retvokset stamme af eg, 17.30 m lang og med roden bevaret, lå orienteret vestnordvest / østsydøst, med roden mod vest, dvs. ind mod den forhistoriske kystlinie
Stammen blev suget fri og hejst op til havoverfladen vha. dykkerskibets kran, hvor en skive blev savet af til dendrokronologisk datering. (C14 dateret 3.995 f. Kr.), hvorefter stammen igen blev sænket ned på havbunden og dækket til.

Også fundet af mange fyrsvampe, antyder at indsamling af døde og svækkede træer har været stor.
Svampe har en række vigtige roller i alle skovøkosystemer; bl.a. som værdifulde samlivspartnere i træernes rødder, eller som nedbrydere og omsættere af dødt plantemateriale.
Andre arter er snyltere på levende træer og kan f.eks. svække deres rodnet, så de lettere falder i storm. Nogle arter er så aggressive, at de dræber deres værter. Det gælder f.eks. elmesygesvampen eller fyrsvampen/tøndersvampen, der er i stand til at angribe og dræbe selv store træer.

Da ”Ronæs Skov” bopladsen ligger lidt syd for ”vippelinien” hvorfor den forhistoriske kystlinie skal søges under vandet, har vi nu fået et sikkert referencepunkt fra den gamle landoverflade, som har ligget ca. 2.41 m under havets nuværende normalvandstand, og dermed har vi nu også helt sikre oplysninger om, hvor meget havet er steget siden slutningen af ældre stenalder.

Hans Dal
Marine-Arkæologisk-Gruppe